Brug af mundbind er nyt for mange af os, og det rejser en masse gode spørgsmål. For hvilket mundbind skal man købe? Hvordan bruger man det korrekt? Og hvor længe må man egentlig have det på? Find svarene og læs mere om anbefalingerne for brug af mundbind og visir her.
Hvilket mundbind er bedst?
Hvilket mundbind skal man købe? Svaret på det spørgsmål afhænger af, hvad du skal bruge det til.
Inden du køber mundbind, er det vigtigt at huske, at mundbind ikke beskytter 100% mod coronavirus. Som beskyttelse skal du fortsat være opmærksom på at holde afstand og have god håndhygiejne.
Der findes i øjeblikket tre typer kirurgiske masker – eller mundbind, som det oftest kaldes i folkemunde. Alle tre typer, type I, type II og type IIR, anbefales, når du rejser med kollektiv trafik.
Her kan du læse om de forskellige typer masker:
Type I:
Denne type mundbind er ifølge Sundhedsstyrelsen tilstrækkeligt, både til at beskytte andre mod eventuel smitte fra dig, og til at beskytte dig mod eventuel smitte fra andre, f.eks. ved rejser med kollektiv trafik.
Type II:
Et lidt kraftigere vævet mundbind. Mindsker risikoen for smitte begge veje; både fra bæreren og til bæreren. Denne type anvendes bl.a. af sundhedspersonale ved kontakt med personer med covid-19 samt personer, som er mistænkt for at være smittet med covid-19.
Masken har et beskyttende 3-lags-filter med følgende egenskaber:
Vandtæt lag, der absorberer støv, lugt og partikler
Barriere lag, der blokerer for bakterier
Blødt indre lag, som er behageligt mod huden
Type II mundbind skal desuden anvendes i forbindelse med flyrejser på europæisk niveau. Hvis du skal ud at flyve i Europa, skal du altså bære denne type mundbind (eller type IIR).
Type IIR:
Denne er ligesom type II, men indeholder desuden en ekstra barriere i et af lagene, som beskytter mod blod og kropsvæsker. “R” står for stænkresistent.
Husk på at disse mundbind er til engangsbrug, og at du derfor skal udskifte det efter brug, eller hvis det bliver vådt eller beskidt.
Det fremgår i vareteksten til alle vores mundbind, hvilken type de er. Se udvalget af mundbind og masker her >>
Mundbind af stof og hjemmelavede mundbind
Du bør være opmærksom på, at mundbind af eksempelvis bomuldsstof har en lav bakteriefiltreringseffekt og dermed høj risiko for, at mikroorganismer kan trænge igennem. Derfor er disse ikke-kirurgiske mundbind mindre effektive end de CE-mærkede (certificerede) kirurgiske mundbind, du kan købe. Ved CE-mærkede mundbind er beskyttelsesgraden nemlig dokumenteret.
Er du i øget risiko, eller har du symptomer og er på vej til test, skal du altid anvende et CE-mærket mundbind. Samtidig anbefales stofmundbind ikke til flyrejser, her skal du ligeledes bære et CE-mærket mundbind.
Ved anvendelse af stofmundbind, bør du være opmærksom på følgende:
Mundbindet skal som udgangspunkt bestå af tre lag tætvævet stof (f.eks. bomuld).
Det skal være forsynet med elastikker til at sætte om ørerne, og det skal kunne sidde tæt til ansigtet, så det dækker både næse og mund.
Mundbindet skal kunne vaskes flere gange ved mindst 60 grader. Det skal vaskes en gang om dagen eller hyppigere, hvis det bliver beskidt eller fugtigt.
Sørg for at have flere mundbind at skifte med. Læg nyvaskede mundbind i en lukket pose, hvis du f.eks. skal have dem med i tasken.
Efter brug: Smid mundbindet direkte til vask, eller opbevar det i en lukket pose, indtil det kan blive vasket.
Mundbind er personlige – del ikke med andre.
Kilde: Sundhedsstyrelsens råd om brug af stofmundbind.
Hvornår skal man bruge mundbind?
I Danmark er der i øjeblikket krav om anvendelse af mundbind i offentlig transport hele døgnet. Samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen personer i risikogruppen at bruge mundbind i situationer, hvor det kan svært at holde afstand.
Husk på, at mundbind skal skiftes ofte, og at de altid skal skiftes, hvis de bliver våde eller beskidte.
Udviklingen går hurtigt, og der sker løbende ændringer af myndighedernes anbefalinger. Sørg derfor for at holde dig opdateret om retningslinjerne på eksempelvis Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Sundhedsstyrelsen fremhæver særligt følgende situationer, hvor det anbefales at anvende mundbind for at beskytte andre:
Hvis du er smittet med covid-19 eller har symptomer herpå og er nødsaget til at bryde din selvisolation for at komme til og fra sygehuset.
Hvis du er en nær kontakt til en person, som er smittet, og er nødsaget til at bryde din selvisolation for at komme til og fra test.
Hvis du er på vej hjem fra lufthavnen eller andet, efter du har været ude at rejse i et højrisikoområde i udlandet, og skal i selvisolation.
Hvis du er pårørende til en person i øget risiko og ikke kan holde afstand til vedkommende. Personer i øget risiko er f.eks. personer over 80 år og personer over 65 år med en eller flere kroniske sygdomme.
Hvis du skal med offentlig transport, og det ikke er muligt at holde afstand.
I erhvervsmæssig sammenhæng hvor hyppig eller langvarig ansigt-til-ansigt kontakt er uundgåelig (f.eks. frisører).
Ved store forsamlinger – f.eks. optog hvor tæt kontakt ikke kan undgås.
Det er desuden blevet vedtaget, at du skal anvende mundbind af type II (eller IIR) i forbindelse med flyrejser på europæisk niveau. Læs mere om mundbind i forbindelse med flyrejser herunder.
Mundbind når man skal flyve
Det er vedtaget, at man skal bære mundbind af type 2 i forbindelse med flyrejser på europæisk niveau (eller type IIR). Du kan læse mere om de forskellige typer af masker længere oppe i artiklen. Det fremgår i vareteksten til alle vores mundbind, hvilken type de er, og om de er godkendt til flyrejser. På den måde kan du let finde ud af, om du køber de rigtige til din flyrejse.
Vær opmærksom på at denne type maske er til engangsbrug. Det betyder, at du skal udskifte mundbindet efter brug. Derudover skal du altid skifte til et nyt, hvis det bliver vådt eller beskidt, da det kan påvirke mundbindets bakteriefiltreringseffekt. Læs herunder hvordan du anvender et mundbind korrekt og dermed sikrer bedst beskyttelse af dig selv og ikke mindst dine omgivelser.
Guide: Hvordan bruger man mundbind korrekt?
- Start med at vaske dine hænder eller brug håndsprit.
- Find forsiden. Det er ofte den farvede side, men tjek hvad der står på pakningen.
- Placer mundbindet over næse og mund og fastgør det bag ørerne.
- Sørg for at mundbindet sidder helt tæt til dit ansigt.
- Rør ikke ved mundbindet under brug.
- Skift det ofte – og skift det altid, hvis det bliver vådt eller beskidt.
- Når du skal tage mundbindet af, skal du sørge for ikke at røre direkte ved det. Tag i stedet fat i elastikkerne og smid det ud med det samme.
- Vask bagefter dine hænder eller brug håndsprit.
- Engangsmundbind bør ikke genbruges.
Kilde: Sundhedsstyrelsens vejledning til brug af mundbind. Find folderen her.
Sundhedsstyrelsen har lavet en video af, hvordan mundbind anvendes korrekt. Du kan se den her.
Visir som alternativ til mundbind
Et ansigtsvisir anbefales af Sundhedsstyrelsen som alternativ til mundbind i særlige situationer, hvor mundbind ikke er egnet. Det kan f.eks. være for personer med eksem i ansigtet eller allergi. Ligeledes kan et visir være fordelagtigt at anvende i situationer, hvor der kommunikeres med personer, som er syns- eller hørehæmmede, og som har brug for at kunne mundaflæse eller tydeligt at høre, hvad der bliver sagt.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at visir – ligesom mundbind – kan udgøre en større smitterisiko, hvis det ikke bruges korrekt. Visirer filtrerer ikke udåndingsluften på samme måde, som et mundbind gør. Samtidig kan kvaliteten af visirer variere meget, da de ikke alle produceres efter fælles industrielle standarder.
Et visir kan generelt anvendes en hel dag, og nogle kan rengøres og desinficeres for efterfølgende at kunne bruges igen. Læs mere om korrekt rengøring af visir i afsnittet herunder.
Ligesom med mundbind bør du ikke røre ved dit visir under brug. Når du tager det af og på, bør du vaske eller spritte dine hænder, så visiret ikke bliver en potentiel smittekilde.
Sådan anvendes et visir korrekt:
- Visiret anbringes over øjne og ansigt.
- Et visir kan anvendes efter behov og kan generelt anvendes en hel arbejdsdag.
- De fleste typer visir kan genbruges.
- Hvis visiret skal anvendes flere gange, skal det vaskes, afsprittes og tørres, inden det tages i brug igen.
- Undgå at berøre visiret under brug, da dette kan være en kilde til at overføre smitte til ansigt og øjne.
Kilde: Sundhedsstyrelsen: Forebyggelse af smittespredning (9. juli 2020).
Mundvisir:
Der findes forskellige typer af visirer. Nogle dækker hele ansigtet, og andre dækker blot mund og næse – de såkaldte mundvisirer. Et heldækkende ansigtsvisir er at foretrække, men Statens Serum Institut vurderer, at der i det offentlige rum også kan anvendes mundvisir som alternativ til mundbind, når formålet er at beskytte bærerens omgivelser mod smitte.
For at et halv visir skal kunne anvendes som alternativ, fremhæver Statens Serum Institut, at det skal opfylde alle nedenstående kriterier:
- Det skal dække hele næsen og munden.
- Det skal dække i siderne, så dråber fra bærerens mund eller næse ikke sendes ud i omgivelserne, når ansigtet bevæges.
- Det skal være tætsiddende, så udåndingsluften fortrinsvis rammer visiret, men ikke så tætsiddende, at vejrtrækningen bliver besværet, og trykforhold presser udåndingsluften ud langs siderne af visiret i stedet.
- Visiret skal enten være til engangsbrug eller flergangsbrug. Hvis det er til flergangsbrug, skal det let kunne gøres effektivt rent (f.eks. med vand og sæbe eller rengøring i opvaskemaskine).
- Visiret må ikke deles med andre, medmindre det tåler varmedesinfektion ved 80 grader i minimum 10 minutter.
Kilde: Sundhedsstyrelsen: Brug af mundbind i det offentlige rum (opdateret 29. oktober 2020).
HUSK: Afstand og god håndhygiejne er helt essentielt for begrænsningen af smitte med coronavirus.
Find håndsprit her og desinfektionsservietter her.